Jeg vil lige fortælle lidt om mig selv, jeg hedder Tina og er 34 år gammel.
Jeg bor i lidt syd for Århus i et bofællesskab der hedder Søndervangen, jeg er lige flyttet hertil den 1. februar, det er simpelthen sådan et dejligt sted, men det er lidt hårdt, da jeg jo skal ind i en masse nye rutiner og regler.

Jeg har en del psykiatriske diagnoser, den primære er Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline-type også bare kaldet borderline, men også flere former for angst, depression, uspecificeret spiseforstyrrelse (ved dog godt hvad det er, men der er endnu ikke en diagnose der hedder overspisning, så venter på den kommer)

Jeg er heldig at have en rigtig sød psykiater som jeg fik i december 2011 og en rigtig sød psykolog også, jeg har gået ved hende fra december 2009 til marts 2011 og igen fra maj måned i år, og forventer at skulle snakke med hende indtil maj 2013, men nu ser vi hvad der sker....

Min familie”konstruktion” er lidt rodet, men vil prøve at forklare det.
Jeg har en rigtig dejlig familie, godt nok er mine forældre skilt, men det har de været i ca. 32 år, så de har jo for længst fået nye familier, dog med udbytning af ægtefæller (min mor fordi hun blev skilt og min far fordi han blev enkemand) Jeg er rigtig glad for de stedforældre jeg har nu, og det er jo også dejligt at jeg har nogle søskende, da jeg oprindeligt er ene-barn.

Mine forældre blev som sagt skilt da jeg var ca 1½ år, og jeg blev boende hos min far, han fandt en ny partner og hun havde en datter som var 10 år ældre, vi blev som søskende, med både det ”sure”, men mest af det ”søde”. Hun fik 2 børn, som jeg selvfølgelig er moster til, og som jeg elsker overalt på jorden. Jeg har desværre lige mistet hende til kræften, hvilket har været meget hårdt, men livet går jo videre. Hendes mor mistede også livet til kræften i 2008.

Min far fandt en ny kone i 2010, hun har 4 børn, som jeg snakker lidt med, de er rigtigt søde og har taget godt imod mig. I maj blev jeg pap-moster, det er ligeså dejligt som da jeg blev moster til de 2 andre.
Min far flytter nok til Fyn om 1 års tid da han så kan gå på efterløn og kan få solgt sit hus og flytte sammen med hans forlovede.

Min mor fandt en mand ret hurtigt, han havde 2 piger som jeg aldrig fik et godt forhold til. De blev sklilt i 2002. Samme år fandt min mor så en ny mand, de blev gift i 2005. Han har 2 børn, men dem ser jeg desværre ikke så meget til, da de bor på sjælland, men søde det er de....
Jeg ser en del til min mor, da hun bor tæt på, og hun kører mig tit rundt til mine aftaler, da jeg ikke er så glad for busser. Men så hygger vi os også når vi ses, det er vi ret gode til....

Jeg har en sød besøgsven, som kommer hver 14. dag, har dog lige haft en pause da jeg har haft det rigtigt skidt, men vi har lavet ny aftale, så vi kan komme i gang med at mødes igen, glæder mig meget til vi skal ses i næste uge.

Jeg har en del indlæggelser bag mig både på somatisk hospital (efter overdoser) og på psykiatrisk hospital. Jeg er en af dem der hedder svingdørspatienter, igennem en del år boede jeg mere på hospitaler end herhjemme, men det er vendt nu. Jeg har ikke været indlagt efter en overdosis i over 4 år, ikke blevet syet i ca 3½ år, har ikke været indlagt på psykiatrisk hospital i 3½ år og ikke kontaktet psykiatrisk skadestue i 2½ år. Så det går fremad. Jeg er ikke rask og bliver det måske aldrig, men kan vist bedre håndtere mit liv og er blevet bedre til at sige til hvis jeg har det skidt

Nu vil jeg prøve at fortælle lidt om mig selv. Som sagt er jeg syg og det fylder meget af mit liv, men er jo meget mere end det. Folk vil nok sige jeg er pessimist, og det er nok rigtigt, jeg ser meget sort på livet, og forventer også altid at alting går galt, hvilket det jo ikke gør, men prøver at flytte mig og komme over i optimist-siden, og det bliver bedre og bedre for hver dag der går, kan godt få ”tilbagefald” men så er det jo bare om at komme op på hesten igen.
Jeg kan godt have nogle gode perioder, de er ikke så lange men de er der, og når de er der så er jeg et glad og positivt menneske der kan sprede glæde omkring mig og grine.
Jeg laver mange kreative ting, jeg laver smykker og har bl.a. en webshop med armbånd og så tegner jeg en del.

En del af mig der altid vil følge mig er at jeg er meget selvskadende dvs. at jeg skærer mig meget i perioder, og det jeg mener med det altid vil følge mig, er at jeg altid vil have arrene på mine arme og ben. Jeg har gjort det i lidt over 10 år nu, har haft perioder hvor det var mindre, det er jeg glad for kan lade sig gøre, det giver mig håb om at det kan lade sig gøre at stoppe med det på et tidspunkt.

Jeg har oplevet en del mobning, faktisk helt fra jeg gik i 1. klasse og oplever det stadigvæk, selvom jeg er 33 år og det ikke burde ske, men der er åbenbart en regel om at man godt må kalde overvægtige grimme navne, grine af dem og pege på dem. Jeg forstår det simpelthen ikke, hvorfor er det helt legalt at gøre det??? Heldigvis er det ikke mange der gør det, men de få der gør det ødelægger livet for den de mobber, eller det er vel mere chikane af den det går ud over. Det ødelægger så meget for mig når jeg møder sådanne mennesker og gør at jeg skal bruge en masse energi på at komme ovenpå igen.
Mobningen har altid haft rod i den kæmpe overvægt jeg har, jeg kæmper dag ud og dag ind for at have et normalt spisemønster, men det dur bare ikke, det er enten for meget eller for lidt. Har tabt mig mange kg. af flere omgange, og problemet er ikke at tabe mig, men det er at holde vægten nede. Og tager jo på fordi jeg taber mig forkert, det er hvor jeg ikke spiser ret meget og kan derfor tabe mig ca 40 kg, på 4 måneder. Så begynder jeg at spise igen og så går det galt igen og igen og igen.